En mand suser op af strandvejen. Han er midaldrende, topmavet og har vigende hårgrænse. Han kører på en italiensk racercykel fra sidst i firserne med paintbrushmønster i pink på hvid. Han har gummisko på fødderne, løbebukser på benene og hans briller er små og firkantede og leder mest af alt tanken hen på Poul Nyrup i slutfirserne. Det der for alvor tiltrækker sig vores opmærksomhed er imidlertid hans trøje: Han er iført den italienske mestertrøje - en gave fra hans svoger - der skriger til omgivelserne i grøn, hvid og rød. Den er lidt for lille, så man ser tydeligt hvordan hvordan hans topmave støder mod lårene, når han læser sig frem over styret. Desuden skiller den lidt på den nederste del af ryggen, hvor bukserne har trukket sig tilbage...
Da jeg kommer svedprustende op på 4. sal - for det er naturligvis mig på min nyrestaurerede Colnago racer - stiller jeg mig et øjeblik foran spejlet. Modvinden har fået mine øjne til at løbe i vand, så saltet (og måske en smule øjenbetændelse) får mig til at ligne en vaskebjørn i negativ omkring øjnene.
Det er sådan at moderne racercykelfolk uniformere sig helt vildt. De har alle sammen sort cykel, sort tøj, hjelm og briller på, så jeg stikker ud som en karotte i selskab med grønne bønner og hele vejen op af trappen har jeg tænkt: Jeg må hurtigst anskaffe mig cykelbukser, cykelsko, cykelhandsker, en trøje der passer og i øvrigt en hjelm af sikkerhedsgrunde.
Jeg står og ser mig selv i spejlet, lyner ned i den italienske mestertrøje så min svedige brystbehåring bliver åbenbaret og så slår det ned i mig: Det eneste jeg virkeligt mangler for at ligne Moser, Saronni, Bugno og de andre italienske elegantiers er naturligvis bare... En STOR guldkæde.
