Min mormors begravelse

Første gang jeg var til begravelse, for et menneske der virkeligt stod mig nær, var ved min mormors begravelse. Min morfar var død nogle år forinden. Nogle havde ved den lejlighed besluttet, at jeg ikke var gammel nok til at deltage i begravelsen, selv om jeg var på ferie i byen. Byen var en lille by i Nordjylland syd for Aalborg.
Kirken, hvor jeg i øvrigt er døbt, var fyldt til bristepunktet. Sådan husker jeg det i det mindste. Oppe ved siden af kisten stod der en fanevagt med et rødt flag. Min morfar havde været formand for den lokale SID-afdeling og min mormor havde gjort rent i fagforeningslokalerne i en menneskealder. Jeg husker ikke min mormor som politisk aktiv eller engageret, men det gjorde et stort indtryk på mig og lærte mig et eller andet om mine rødder, at den der mand stod der i kirken med den røde fane for at vise min mormor den sidste ære og respekt.

Jeffrey (2)

Jeffrey oplevede stor succes, allerede som ganske ung. Han blev på meget kort tid en af det forrige århundredes største popstjerner. Først var han en rigtig rå rocker, der udfordrede fædrene, flirtede med pigerne og festede med drengene. Så fik hans manager den kedelige ide, at han skulle melde sig til militærtjeneste for at få fat i de helt brede masser. Jeffrey, der på bunden var et meget sødt og søgende menneske indvilgede og blev sendt til Tyskland. Her kedede han sig godt og grundigt. han var ikke alene kommet i militæret, han var kommet i militæret i et fremmed land og militæret ville ikke risikere at der skete noget med den store stjerne, så de satte ham til at køre lidt rundt i en jeep.
Jeffrey boede privat og havde en del venner omkring sig for ikke at kede sig alt for meget. Han tog på ture rundt omkring, bl.a. til Frankrig og det var her han første gang stiftede bekendtskab med karate...

Bogomtale: Jesper Skibby: Forstå mig ret

Egentlig en glimrende bog trods en del gentagelser. Den handler på mange måder om at blive voksen, om at blive far og påtage sig ansvaret for sit eget liv og velbefindende. Hos undertegnede, der ligeer fyldt fyrre, var der megen genkendelse og forståelse. Bogen, der er fortalt til en journalist, beskriver i jegform Jesper Skibbys opvækst og valg gennem sit liv og karriere. Den dominerende far fører ham fra den ene faderfigur til den anden, som han konstant forsøger at behage og tilfredsstille med sine præstationer. Senere kommer mødet med medicinen først valium, derefter præstationsfremmere. Langsomt lukker han sig inde i en verden af usikkerhed, frygt og bedrag. I medieomtalen er der forkuseret meget på indrømmelsen af dopingbruget, men bogen er mere en det. Den er også et indblik i elitesportens verden og det den gør ved det enkelte menneske. Selv har jeg svært ved at finde fordømmelsen frem. Bevidst bedrag er en ting, selvbedrag noget andet. Og som Skibby slutter bogen med at skrive: Jeg vil gerne undskylde overfor alle dem, jeg har ført bag lyset. "...ja, jeg ved ikke hvem jeg mere skal sige undskyld til. Der er vel ikke så mange flere at undskylde overfor? Det skulle da lige være mig selv."
Thumps up for en ærlig fortælling fra en mand der midt i sit liv har valgt ærlighed og selvrespekt frem for overfladisk anderkendelse og fortielse.

Nyt år, nyt hår, fede lår

Så blev det 2007 og jeg har taget en ordentlig skraber med hensyn til skriveriet. Syge børn, festivitas og økonomiske bekymringer har trukket tænderne ud af mit indre skrivedyr. Men nu skal skeen tages i den anden hånd og alt det der. jeg vil forsøhge at få en mere stabil frekvens i min blog. jeg lover det højt og helligt: minimum to indlæg om ugen. Og så har jeg ikke sagt noget om kvaliteten.
Og titlen? -Der er ikke så meget at sige: Det er bare min stemning lige nu. Ikke noget jeg gider skrive om.
Godt nythår alle sammen!