En ting jeg hader

Jeg må først fortælle lidt om baggrunden. Ud over at være stærkt nærsynet lider jeg også af astmatisk bronkitis. Det førstnævnte har intet med historien at gøre, det andet er blevet kronisk. En af de ting der forværer min atsma er...kaffe. Som stort set alle andre voksne mennesker elsker jeg kaffe. For nogle år siden var jeg på en international Tai Chi workshop, hvor jeg spiste morgenmad med nogle af instruktørerne. En politisk korrekt elev ytrede at kaffe jo var en slags narkotika. En af instruktørerne kiggede venligt men køligt på vedkommende og replicerede, "It´s not a drug. It´s an essential." Hvilket så opsummere mit forhold til kaffe ganske godt.
Jeg kan altså bare ikke rigtigt tåle kaffe.
Allerede for 15 år siden, blev jeg rådet af en homøopat til ikke at drikke mere end maks. to kopper om dagen. Det var hvad hun selv havde erfaring for var muligt at holde det nede på. Som hun sagde, "Det er jo ikke noget man kan undvære helt, selv om det sikkert er det sundeste".
Gennem årene har jeg så erfaret at min daglige dosis på maks. - og min. - to kopper kaffe skal indtages før kl. to om eftermiddagen, da det ellers har en negativ indvirken på min nattesøvn.
Altså dagligt kan jeg indtage to kopper kaffe før klokken to. Jeg har bennem årene eksperimenteret med diverse brygmetoder og er nu nået frem til en gasdrevet italiensk espressokande med kaffe af fortrinsvis mellemamerikansk oprindelse, visse Indonesiske kaffer er også fortrinlige.
Det sker at jeg lader hånt om helbred og nattesøvn og drikker en tredje kop kaffe.
Det er sjældent. Og det er altid af sociale årsager i kombination med min evige trang til en kop kaffe. Åltså, hvis jeg bliver budt af nogen jeg syntes om, kan jeg sjældent sige nej.
Der er intet som en god kop kaffe i godt selskab.
Og nu er vi så fremme ved begyndelsen: Én ting jeg hader.
En ting jeg hader er, når jeg kommer på besøg og min vært, eller værtinde for den sags skyld, siger, "kunne du tænke dig en kop kaffe?", jeg svarer ja og så koppen bliver sat på bordet efter alt alt for kort ventetid med ordene: "Ja, jeg har ikke andet end Nescafé, men det gør vel ikke noget?"
...
!!!

Bogstaverne rejser sig

Sig det med stort:
JEG ER STOLT
OG JEG ER SORT!

Historiske nedrivninger

Jeg kom til at tænke på de symbolske nedrivninger jeg lige kunne huske fra historien. Det er ikke mange, indrømmet, men her er de:
Berlin muren. Det var en dejlig og på alle måder glædelig nedrivning. Noget af det fede var, at der virkelig var konsensus omkring nedrivningen. Det lort skulle bare ned, så vi kunne komme i gang med halvfemserne (mit personlige yndlingsårti BTW)
Twin Towers 9/11. Mindst lige så symbolsk som Berlin muren, men selvfølgelig sørgelig og skræmmende. Ekstremistisk terror der mentalt lukkede ned for mit yndlingsårti halvfemserne.
Ungeren, Jagtvej 69. Jeg ved det. Det giver ingen mening at nævne Ungeren i ovenstående selskab. Men på mit mentale landskabskort gør det. Det var det etablerede samfund, der lukkede ned for noget vildt, anarkistisk (og i øvrigt frygteligt selvretfærdigt) der startede i firserne (mit hadeårti på en delt førsteplads med halvfjersserne). Hele afslutningen virkede så anakronistisk og gammeldags. Som et ekko fra firserne.
Life goes on...

Ungeren (Jagtvej 69)

Jeg er simpelthen blevet for gammel... Dels til at gå i ungeren, dels til at sympatisere med folk der tager en hel bydel - eller to - som gidsel. MEN jeg har dog kommet, endog meget, i Ungeren tilbage i firsernes begyndelse og har haft mange fine oplevelser dér (Björk og K.U.K.L., Disneyland After Dark inden de udgav plader og for de mere indviede Imperiet og ikke mindst Before), men på et eller andet dannelsesplan også er en del af min egen historie og uvikling, fordi det var et fristed og et omdrejningspunkt. Flere af mine venner skylder jo Ungdomshuset hele deres erhverskarriere, der er blevet skabt på baggrund af de erfaringer de fik dengang.
Derfor, jeg-ved-det-er-fattigt-men-jeg-kan-ikke-andet-nedslidt-og kuet-som-jeg-er, bringer jeg vedlagte i solidaritet.
Ungeren LEVE!