Skriv (Så blev det tid...)

Så blev det tid til lidt skriv.
jeg har sprunget lidt over, jeg ved det, men børn og familie... Noget af det der er svært, ved at begynde med at skrive er, at man ikke er vant til det. Det er et spørgsmål om praksis. man skal gøre det. Som et arbejde, som forfatter. Jeg tænker hele tiden på det. Jeg har masser af ideer, men de fordufter oftest når jeg nærmer mig papiret. jeg arbejder på tre ting: Jeffrey, en krimi og en artikel om min yndlingsudsigt.
I stdet skriver jeg digte og får besynderlige indfald (hovedpersonen i min krimi skal have en motorcykel eller en båd, der hedder "Spirit of Annelise". Jeg er helt vild med navnet og overvejer i skrivende stund at skænke navnet til min egen savnede havkajak.)
Men det bliver først for alvor bekræftende, når jeg rent faktisk får gjort noget ved det. I øjeblikket hænger min hverdag ikke ordentlig sammen. Jeg har for lidt tid. Måske skal der bare plads til at lade tankerne vandre på langfart inden man skriver et par sætninger. Måske er det en misforståelse fra min side, at det skal være lystbetonet. Hemminway skrev vist et vist antal ord om dagen. Det giver god mening.
Jeg vender vedholdende tilbage.

Lykken står

Lykken står
Den kække bi

Bzzzzzz

Flaskeblomst

Svømmer som en fisk i havet
Bump! Flaskeblomst
Hva´nu?

Jeffrey (1)

Hans navn er Jeffrey. Det er et navn, der er kendt over hele kloden og siden 50´erne har alle kunnet forbinde det med én eneste person: Jeffrey Wilkins.
Jeg kender ham naturligvis selv. Hans musik bliver spillet over alt i verden på alle radiostationer. Jeg har set hans film og kender mange af rygterne. Men jeg græd ikke ved hans død. På det tidspunkt havde jeg ikke knyttet bånd til hans værk og hans myte. Jeg var for ung og tog ham som noget selvfølgeligt, ligesom Kaj og Andrea og Jaques Costeau.
Han døde alene, på toilettet en tidlig sommermorgen, alene og forædt. Folk sagde, at han bare var en udbrændt gammel nar (han var kun 42, da han døde) og at han nok ikke kunne styre sin berømmelse og sine mange penge. Dem der sagde det, var naturligvis ikke hans tilhængere, men mere folk som jeg kendte. Folk der hverken var berømte eller specielt rige.
Ad tilfældets veje besøgte jeg engang hans gravsted. Det ændrede noget for mig. Han betød noget for en masse mennesker. Og pludselig betød han også noget for mig. Det var som en omvendt pilgrimsfærd: Først da jeg rejste begyndte min søgen.

Jeffrey

Jeg har besluttet mig for at kalde ham Jeffrey.

Kaizen

Jeg sidder pt og læser om et (vist nok japansk) system til forandring, der hedder Kaizen. I al sin enkelhed går det ud på, at glemme de store strategier og fokusere på små nærliggende muligheder for at forbedre sig. "Enhver rejse begynder med det første skridt", siger Lao Tzu.
Livsfilosofi for nærsynede (jeg har selv henholdsvis - 8.5 og - 9), men det giver god mening.
Det handler om at narre sig selv, eller måske nærmere sit ego, til at begynde forandringer i det små. Egoet vil altid reagerer med angst, når man prøver noget nyt eller at ændre vaner.
Derfor: Begynd i det små!

Selvhenter

i går gav jeg min datter på snart fire en selvoppustende pruttepude. I morges vågnede hun ekstremt tidligt og jeg har måtte stå model til timers uudtømmelig underholdning a typen: "Sæt dig lige her, far", hvad tror du jeg har under maven", "hvad var det for en lyd", "Hvad er det for en lugt"?
Alt sammen akkompagneret af lydsporet til Disney Playhouse.
Pruttepuder er en fis i en hornlygt. Forstå dog det, min lille prut!

Skriv!

Skriv!
Skriver jeg til mig selv. Ja, ja da. Hvad skal jeg skrive om? Min begyndende frustration? Problemet med mine frustrationer er, at jeg oftest ikke kan se deres kilde (noget der i høj grad er til frustration for min omgivelser), men denne gang er det ret åbenlyst: Jeg har startet mit eget firma og nu har jeg ikke nogen kunder og er ret beset i tvivl om, hvad jeg vil sælge.
Jeg har haft en selvforståelse, de sidste mange år, af at jeg var en dygtig radiojournalist. Derfor var det oplagt, at jeg ville sælge mine tjenester til folk, der måtte have brug for det. Jeg har investeret i produktionsudstyr og er nu, på det nærmeste, i stand til at sende i professionel kvalitet, det der i fagsproget hedder broadcast.
Mit problem er som følger: Jeg gider ikke! Jeg føler mig udbrændt og ikke specielt god til hverken det journalistiske eller det radiofoniske, hvor jeg det sidste år har lavet alle arbejdsopgaver på rygraden. Det er simpelthen dødssygt, at lave de samme tricks igen og igen for at tjene penge.
Nå, men nu kommer jeg til det om min frustration: Det forholder sig nemlig sådan, at jeg egentlig er ret afklaret omkring det der med radiojournalistikken: Jeg har altid været en person, der ville videre – og det uden de store beklagelser – men det der venter, er en tilbagevenden til et af mine gamle traumer: Jeg skal skrive og er der noget jeg er nervøs ved og utilpas over, så er det at skrive. Jeg har et hav af gode historier. De er velresearchede, jeg er en god historiefortæller (tror jeg), men... Jeg tør simpelthen ikke. Det er så skide hamrende grænseoverskridende at lukke folk ind i den del af min verden. Ja bare det at skulle give udtryk for den. Og det kalder på alt mit mindreværd og usikkerhed: er jeg klog nok, smart nok, dygtig nok og hvad med tegnsætningen, for ikke at tale om at blive taget i en stavefejl. Min præstationsangst er simpelthen på størrelse med det isbjerg der nedlagde Titanic, før det nåede sin første havn.
Og hvad skal jeg gøre ved det? - Skrive for helvede! For at blive bedre, for at komme videre. Så det gør jeg.
Mere følger