Én ting er sikkert

Jeg forstår ingenting. Jo ældre jeg bliver, jo mindre fatter jeg.

Dadaistisk hyldest til KorrekturKaj

KORREKTURKAJ jeg hylder dig
Takket være dig
er jeg ikke til grin men sej
Dingbats
dworf
TRACTOR
TRACTOR

Charlize
Alabahma
Jensenius
... Versloggende

Tanz dein (deiner?!) Watusi
Wo ist mein (meiner?!) Watusi
Åh, WATUSI
WATUSI
WATUSI
WATUSI
Jeg danser min Watusi...
Hej Kurt!

Miss Sarajevo

Jeg har altid holdt af nummeret Miss Sarajevo fra U2s Passengers album Original Soundtracks 1. Mest af alt på grund af den smukke operasolo som bliver leveret af Luciano Pavarotti i midten af nummeret. Men hvad synger han egentlig? Spørgsmålet har strejfet mig i de sidste ti års tid, så nu har jeg altså taget mig sammen og har fundet ud af det:

Dici che il fiume
trova la via al mare
E come il fiume
giungerai a me
Oltre i confini
e le terre assetate
Dici che come fiume
come fiume
L'amore giunger
L'amore
E non so pi pregare
E nell'amore non so pi sperare
E quell'amore non so pi aspettare



Du siger at floden
finder vej til havet
Og som floden
vil du komme til mig
Over grænser
og de tørstende agre
Du siger at ligesom floden
Ligesom floden
Kommer kærligheden
Kærligheden
Og jeg kan ikke bede mere
Og i kærlighed håber jeg ikke længere
Og på kærligheden kan jeg ikke længere vente

Du kan læse mere om sangen her
Samt lytte til den her

Jeg er et offer for luftmangel

I disse dage spekulerer jeg på, om det ikke er naturstridigt, at mænd opholder sig så meget hjemme, som jeg gør. Jeg er konstant omgivet af tøser (min kommende kone og vores to piger) og deres krav om opmærksomhed. Desuden er der altid en opvask der skal ordnes, et lille indkøb der skal overstås - for ikke at nævne de mere maskuline hjemmesysler som at gå ned med affaldet samt småreparationer og udskiftning af elektriske pærer.
Jeg er simpelthen ved at miste grebet. Ikke bare om hverdagen men hele min eksistens og dennes eventuelle bestemmelse.
En lille historie: Her forleden var jeg i bad. Snart det eneste refugium hvor jeg kan udføre handlinger rettet mod mit eget velbehag uden at skulle argumentere og diskutere rimeligheden af dem.
Jeg er stærkt nærsynet og udluftningen er decideret dårlig på badeværelset, så mine briller dugger, hvis jeg prøver med dem. Det betyder at mit efterfølgende toilette foregår på rygmarven. Jeg ved hvor tingene skal stå og så famler jeg mig frem til dem. Lige netop denne dag, besluttede jeg mig for at bruge en duft (Paco Rabanne) jeg selv har købt og holder af, modsat den lækre metroseksuelle i den flotte beholder (Aramis) som min kæreste har besluttet for mig. Jeg rækker ud, famler og en helt tredje duft (Dolce&Gabanna, i øvrigt også på kærestens opfordring) glider ned af hylden og rammer et eller andet med et rabalder og splinterne fyger. Min første tanke er "åh nej, alle de glasskår", den anden er "og den dyre parfume". Jeg får med møje og besvær famlet mine let duggede briller på, uden at løfte endsige flytte mine bare fødder og konstatere at parfumeflaconen er intakt. Det der er smadret er derimod toilettet (GUSTAVSBERG).
Dagen efter, da jeg skal i bad, står jeg og filosoferer over gårdsdagens hændelser, skyller ud, lægger mine briller, der glider og rammer, hvad andet end, toilettet. Jeg er, som tidligere nævnt, stærkt nærsynet og jeg måtte meget tæt på kummen, der i øvrigt trænger voldsomt til rens, for at konstatere at brillerne lå og skvulpede på bunden.
Normalt bruger jeg kontaktlinser, men to dage før ovenstående tilfælde mistde jeg den ene: Jeg gik rundt med min yngste på armen, da mine overtrætte, af mangel på søvn udtørrede øjne kløede. Jeg gned mig i det ene øje med det resultat at kontaktlinsen forsvandt. Pist væk var den. I de næste dage føltes det, som om jeg havde et fremmedlegeme på bagsiden af øjenæblet, men nu er det, i det mindste, gået over.
I dag, da jeg havde afleveret den ældste i børnehaven var der en sort kat på vejen. Den gik bare foran mig som en bannerfører for mismod og uheld, uden at krydse vejen. Er jeg købt eller solgt?
Jeg trænger til at komme ud...

Hvornår

Det slår mig lige, hvor meget Bob Dylans Beyond The Horizon (Fra hans Modern Times album) lyder som en pastiche på Når lygterne tændes.
Hvordan FANDEN er jeg blevet sådan et gammelt røvhul!

Op ad bakke

Det er virkelig op ad bakke. Langt sværere end jeg havde tænkt mig. Mon det egentlig nogensinde skal lykkes mig at få skrevet noget? Hver gang lover jeg bod og bedring, men er det ikke det ene så er det det andet der står i vejen. Nu har begge børnene været syge, så var der lidt arbejde og ellers flyver dagene bare afsted med daglige gøremål og bekymringer om dette og hint. Børnenes ve og vel, manglen på penge og prospekter. En sjælden gang imellem flakker tankerne rundt og støder på noget der engang lignede en god ide. Den må jeg huske, tænker jeg.
Så flyder det hele igen.

Fedtet hud

I formiddags kom jeg gående ned ad gaden. Et par kom ud af 7 Eleven. Hun var en ret køn kvinde med brunt hår og flotte træk. Mit første indfald var: "Fedtet hud".
!?