Jeg er et offer for luftmangel

I disse dage spekulerer jeg på, om det ikke er naturstridigt, at mænd opholder sig så meget hjemme, som jeg gør. Jeg er konstant omgivet af tøser (min kommende kone og vores to piger) og deres krav om opmærksomhed. Desuden er der altid en opvask der skal ordnes, et lille indkøb der skal overstås - for ikke at nævne de mere maskuline hjemmesysler som at gå ned med affaldet samt småreparationer og udskiftning af elektriske pærer.
Jeg er simpelthen ved at miste grebet. Ikke bare om hverdagen men hele min eksistens og dennes eventuelle bestemmelse.
En lille historie: Her forleden var jeg i bad. Snart det eneste refugium hvor jeg kan udføre handlinger rettet mod mit eget velbehag uden at skulle argumentere og diskutere rimeligheden af dem.
Jeg er stærkt nærsynet og udluftningen er decideret dårlig på badeværelset, så mine briller dugger, hvis jeg prøver med dem. Det betyder at mit efterfølgende toilette foregår på rygmarven. Jeg ved hvor tingene skal stå og så famler jeg mig frem til dem. Lige netop denne dag, besluttede jeg mig for at bruge en duft (Paco Rabanne) jeg selv har købt og holder af, modsat den lækre metroseksuelle i den flotte beholder (Aramis) som min kæreste har besluttet for mig. Jeg rækker ud, famler og en helt tredje duft (Dolce&Gabanna, i øvrigt også på kærestens opfordring) glider ned af hylden og rammer et eller andet med et rabalder og splinterne fyger. Min første tanke er "åh nej, alle de glasskår", den anden er "og den dyre parfume". Jeg får med møje og besvær famlet mine let duggede briller på, uden at løfte endsige flytte mine bare fødder og konstatere at parfumeflaconen er intakt. Det der er smadret er derimod toilettet (GUSTAVSBERG).
Dagen efter, da jeg skal i bad, står jeg og filosoferer over gårdsdagens hændelser, skyller ud, lægger mine briller, der glider og rammer, hvad andet end, toilettet. Jeg er, som tidligere nævnt, stærkt nærsynet og jeg måtte meget tæt på kummen, der i øvrigt trænger voldsomt til rens, for at konstatere at brillerne lå og skvulpede på bunden.
Normalt bruger jeg kontaktlinser, men to dage før ovenstående tilfælde mistde jeg den ene: Jeg gik rundt med min yngste på armen, da mine overtrætte, af mangel på søvn udtørrede øjne kløede. Jeg gned mig i det ene øje med det resultat at kontaktlinsen forsvandt. Pist væk var den. I de næste dage føltes det, som om jeg havde et fremmedlegeme på bagsiden af øjenæblet, men nu er det, i det mindste, gået over.
I dag, da jeg havde afleveret den ældste i børnehaven var der en sort kat på vejen. Den gik bare foran mig som en bannerfører for mismod og uheld, uden at krydse vejen. Er jeg købt eller solgt?
Jeg trænger til at komme ud...