Jeffrey (1)

Hans navn er Jeffrey. Det er et navn, der er kendt over hele kloden og siden 50´erne har alle kunnet forbinde det med én eneste person: Jeffrey Wilkins.
Jeg kender ham naturligvis selv. Hans musik bliver spillet over alt i verden på alle radiostationer. Jeg har set hans film og kender mange af rygterne. Men jeg græd ikke ved hans død. På det tidspunkt havde jeg ikke knyttet bånd til hans værk og hans myte. Jeg var for ung og tog ham som noget selvfølgeligt, ligesom Kaj og Andrea og Jaques Costeau.
Han døde alene, på toilettet en tidlig sommermorgen, alene og forædt. Folk sagde, at han bare var en udbrændt gammel nar (han var kun 42, da han døde) og at han nok ikke kunne styre sin berømmelse og sine mange penge. Dem der sagde det, var naturligvis ikke hans tilhængere, men mere folk som jeg kendte. Folk der hverken var berømte eller specielt rige.
Ad tilfældets veje besøgte jeg engang hans gravsted. Det ændrede noget for mig. Han betød noget for en masse mennesker. Og pludselig betød han også noget for mig. Det var som en omvendt pilgrimsfærd: Først da jeg rejste begyndte min søgen.