Så blev det vinter i mit hjerte...

Præludium

	Sig nærmer Tiden, da jeg maa væk,
	Jeg hører Vinterens Stemme;
	Thi ogsaa jeg er kun her paa Træk,
	Og haver andensteds hjemme.
	Jeg vidste længe, jeg skal herfra;
	Det Hjærtet ikke betynger,
	Og derfor lige glad nu og da
	Paa Gjennemreisen jeg synger.
	Jeg skulde sjunget lidt meer maaskee —
	Maaskee vel ogsaa lidt bedre;
	Men mørke Dage jeg maatte see,
	Og Storme rev mine Fjædre.
	Jeg vilde gjerne i Guds Natur
	Med Frihed spændt mine Vinger,
	Men sidder fast i mit snevre Buur,
	Det allevegne mig tvinger.
	Jeg vilde gjerne fra høien Sky
	Udsendt de gladere Sange;
	Men blive maa jeg for Kost og Ly
	En stakkels gjældbunden Fange.
	Tidt ligevel til en Smule Trøst
	Jeg ud af Fængselet titter,
	Og sender stundom min Veemodsrøst
	Med Længsel gjennem mit Gitter.
	Lyt og, o Vandrer! til denne Sang,
	Lidt af din Vei Du hidtræde!
	Gud veed, maaske det er sidste Gang
	Du hører Livsfangen qvæde.
	Mig bæres for, som ret snart i Qvel
	At Gitterværket vil briste;
	Thi qviddre vil jeg et ømt Farvel;
	Maaske det bliver det sidste.

Kilde: Kalliope

Steen Steensen Blicher Mine Damer og Herrer...
Godt nytår!

Jeg dummede mig på lærerværelset

Jeg sad med min avis på lærerværelset. Jeg var omgivet af ti kvindelige kolleger, der havde gang i en af disse kvinde-veninde samtaler om hvor hårdt det er at være kvinde. Emnet var vasketøj. Én måtte vaske hele weekenden, en anden hver dag - For overhovedet at følge med. Det er så her jeg sænker min avis og siger med venligt pokerfjæs: "Min kone vasker også hver dag!"
...
Der var ikke gået en time før en af deltagerne luftede sin irritation over mig på grund af noget helt andet (uvæsentligt).
Man skal passe på, hvad man siger i hønsegården.

Det bedste ved arbejde er...

Nu har jeg været lærervikar i to en halv uge og jeg kan sige med overbevisning: Det bedste ved at have et fast arbejde er - at have ferie!
Det er mange mange år siden, at jeg har nydt en uges lediggang, så intenst som jeg har nydt min nys overståede efterårsferie.
Jeg glæder mig allerede til jul!

Erindringens magt

Min mors kusine ringede. Hun er folkeskolelærer og havde lige talt med en mulig vikar til sin fjerdeklasse. Vedkommende var åbenlyst psykisk syg og uudholdelig og min mors kusine spurgte, om jeg ikke kunne vikariere i et par måneder. Tjahh, intet arbejde på tapetet og jeg får ikke skrevet noget alligevel, så...
Det korte af det lange er, at jeg troppede op, på en mellemstor folkeskole ude ved Hedehusene i morges, for at mødes med souschefen og rektoren. Jeg har ikke sat mine ben på en folkeskole siden jeg lettet gik ud af en efter niende klasse tilbage i begyndelsen af firserne.
Det var således med bankende hjerte jeg trådte over dørtærsklen til denne samtale.
Min første instinktive tanke var... "æggehørmer".

Jeg ved ikke...

Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Min svigerfar blev begravet i fredags.
Her er en tegning tegnet af min gode ven Gudsrost
Den er fra dengang han havde tid og overskud til at bearbejde livets metafysiske aspekter.

Illustrationen er fra en T-shirt produktion. Den findes kun i to eksemplarer. Min er ret krøllet. Sorry!

Min svigerfar døde i vandrutchebanen

Min svigerfar døde i vandrutschebanen. Ja, måske var det ikke lige i vandrutschebanen, men det var der han løste billetten. Vi - min kommende kone, vores to piger, min svigermor og jeg - er lige kommet hjem fra Rhodos. Fire dage før tid.
Der skete følgende: Min svigerfar satte sig op i vandrutschebanen og tog en ordentlig tur. Da han ramte vandet kunne han ikke komme op. Han fik hovedet over vandet men røg under igen. Min kommende kone nåede ham først og fik ham på højkant (Det var et børnebassin og vandet var 60-90 cm dybt). Han så temmelig bange ud, men selv tilskrev jeg det forskrækkelsen. Jeg gav min yngste datter badedragt på (hun var nemlig vild med den vandrutschebane, selv om hun kun er et år gammel) mens min ældste gav sin morfar et håndklæde og da jeg kiggede hen på morfar, så han ikke så ok ud. Han sad/lå i en liggestol med en kasket der sad underligt skævt, mens min kommende kone og mormor stod omkring ham sammen med et par andre. Da jeg kom derhen, sagde min kommende kone, at hun ville hente en læge. Så gik det pludselig stærkt. Min svigermor skreg, at jeg skulle gøre noget - jeg havde stadigvæk min baby på armen - og jeg gav ham et par lussinger og sagde at han bare skulle trække vejret og at hjælpen var på vej. Jeg holdt ham i armen og hånden og blev ved med at tale ham igennem hvert åndedrag. Jeg holdt ham i måske 30 sekunder, så gled hans blik ind ad og hans krop blev helt slap. Jeg kunne se min ældste datter løbe grædende rundt og prøve at gemme sig under sit håndklæde. Jeg spurgte en fyr, om han kunne førstehjælp og da han svarede ja, lagde vi min svigerfar i aflåst sideleje. Min kommende kone stod bare og skreg og græd. Jeg tog hende hårdt i armene og sagde: "Jeg bliver nød til at tage mig af vores børn nu".
"Morfar så så underlig ud i ansigtet" sagde min ældste datter, da vi gik op mod vores hotelværelse. Samtidig gav min kommende kone og hendes mor min svigerfar kunstigt åndedræt. Der var ingen puls da ambulancen kørte med ham.
Da min kommende kone kom hjem fra hospitalet, sagde hun, at hun stadigvæk kunne smage ham...

Egne mærkværdigheder

Min kommende kone gjorde mig opmærksom på en af mine mærkværdigheder i går: Når jeg falder for et stykke musik, så lytter jeg til det igen og igen. Det kan jeg gøre i en fjorten dages tid og så er jeg færdig med det.
Denne gang er det Justin Timberlakes nummer "Cry Me A River", der står på repeat.
Min kommende kone gjorde mig opmærksom på, at det var temmeligt ulideligt for mine omgivelser. Og jeg er bange for at hun har ret: Jeg har faktisk kun mødt en russer i Paraguay for sytten år siden, der havde det ligesom mig. Til gengæld havde han det præcis ligesom mig.
Hvad skal man gøre? God rytme, lækker produktion og flotte harmonier.
Hør den her!

Iagttagelse vedrørende kvindelige studieværter

Jeg har i de seneste dage gjort den besynderlige iagtagelse, at de kvindelige studieværter fordeler sig på stationer efter hårfarve: Det forholder sig sådan, at på DR er de helt overvejende brunetter og på TV2 er de blondiner.
Min kommende kone har givet mig ret, så der må være noget om det.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal bruge det til...



Min kommende kone har en uddybende iagttagelse: Alle blondinerne på TV2 virker affarvede (se billedet).

Maskulin selverkendelse 2

Jeg ved det. Det bliver lidt navlepillende, men det er åbenbart en fase, jeg skal igennem.
Her forleden var jeg hos lægen. Sådan et alment sundhedstjek og en - på forhånd aftalt - lejlighed til at jeg kunne lufte lidt småhypokondri. Der var intet alarmerende og dog... Da vi kom til vægten, målebåndet og bodymass -indekset blev jeg lidt sveden. Ikke at jeg græd eller begyndte at komme med undskyldninger. Det var egentlig først da jeg kom hjem det gik op for mig. 10 kilo. TI kilos overvægt. Og de sidder på min mave.Helt vildt underligt og uforenligt med mit indre selvbillede af en ung ranglet mand der er genert over at være så tynd. Jeg fatter ikke hvem den halvskaldede gamle ged med vommen i spejlet ér.
Jeg kender ham ikke.

Maskulin selverkendelse

En mand suser op af strandvejen. Han er midaldrende, topmavet og har vigende hårgrænse. Han kører på en italiensk racercykel fra sidst i firserne med paintbrushmønster i pink på hvid. Han har gummisko på fødderne, løbebukser på benene og hans briller er små og firkantede og leder mest af alt tanken hen på Poul Nyrup i slutfirserne. Det der for alvor tiltrækker sig vores opmærksomhed er imidlertid hans trøje: Han er iført den italienske mestertrøje - en gave fra hans svoger - der skriger til omgivelserne i grøn, hvid og rød. Den er lidt for lille, så man ser tydeligt hvordan hvordan hans topmave støder mod lårene, når han læser sig frem over styret. Desuden skiller den lidt på den nederste del af ryggen, hvor bukserne har trukket sig tilbage...

Da jeg kommer svedprustende op på 4. sal - for det er naturligvis mig på min nyrestaurerede Colnago racer - stiller jeg mig et øjeblik foran spejlet. Modvinden har fået mine øjne til at løbe i vand, så saltet (og måske en smule øjenbetændelse) får mig til at ligne en vaskebjørn i negativ omkring øjnene.
Det er sådan at moderne racercykelfolk uniformere sig helt vildt. De har alle sammen sort cykel, sort tøj, hjelm og briller på, så jeg stikker ud som en karotte i selskab med grønne bønner og hele vejen op af trappen har jeg tænkt: Jeg må hurtigst anskaffe mig cykelbukser, cykelsko, cykelhandsker, en trøje der passer og i øvrigt en hjelm af sikkerhedsgrunde.
Jeg står og ser mig selv i spejlet, lyner ned i den italienske mestertrøje så min svedige brystbehåring bliver åbenbaret og så slår det ned i mig: Det eneste jeg virkeligt mangler for at ligne Moser, Saronni, Bugno og de andre italienske elegantiers er naturligvis bare... En STOR guldkæde.

På en solskinsdag

Bahh, men det er nu svært at bevare de sure miner med udsigt til 20 grader i weekenden.
Jeg tror sgu, jeg går en tur med min kommende kone og barnet...

Tilføjelse (5 min senere): Hun var sgu sur. Jeg tror, jeg tager min avis under armen og triller barevognen ned til en café...

Tilføjelse (halv time senere): Hvad fanden skete der lige der? Nu er min kommende kone gået med barnet og jeg sidder her. Jeg tror sgu, jeg går ud og laver en kop kaffe.

Endelig

Så er påsken endelig overstået. De her familieting bliver min død. Jeg kan på det nærmeste ikke huske hvad jeg var i gang med før det hele brød løs. Familie og børn, børnene skal have mad, have tøj på, tøj af, tørres, trøstes og trynes, så er der transport, overtøj på, overtøj af, middagslure der skal overholdes, den daglige rengøring, hjælp jeg gir op. Måske er jeg slet ikke et familiemenneske, men bare en tør gammel eremit.
Næste gang skriver jeg noget sjovt og upersonligt.

En ting jeg hader

Jeg må først fortælle lidt om baggrunden. Ud over at være stærkt nærsynet lider jeg også af astmatisk bronkitis. Det førstnævnte har intet med historien at gøre, det andet er blevet kronisk. En af de ting der forværer min atsma er...kaffe. Som stort set alle andre voksne mennesker elsker jeg kaffe. For nogle år siden var jeg på en international Tai Chi workshop, hvor jeg spiste morgenmad med nogle af instruktørerne. En politisk korrekt elev ytrede at kaffe jo var en slags narkotika. En af instruktørerne kiggede venligt men køligt på vedkommende og replicerede, "It´s not a drug. It´s an essential." Hvilket så opsummere mit forhold til kaffe ganske godt.
Jeg kan altså bare ikke rigtigt tåle kaffe.
Allerede for 15 år siden, blev jeg rådet af en homøopat til ikke at drikke mere end maks. to kopper om dagen. Det var hvad hun selv havde erfaring for var muligt at holde det nede på. Som hun sagde, "Det er jo ikke noget man kan undvære helt, selv om det sikkert er det sundeste".
Gennem årene har jeg så erfaret at min daglige dosis på maks. - og min. - to kopper kaffe skal indtages før kl. to om eftermiddagen, da det ellers har en negativ indvirken på min nattesøvn.
Altså dagligt kan jeg indtage to kopper kaffe før klokken to. Jeg har bennem årene eksperimenteret med diverse brygmetoder og er nu nået frem til en gasdrevet italiensk espressokande med kaffe af fortrinsvis mellemamerikansk oprindelse, visse Indonesiske kaffer er også fortrinlige.
Det sker at jeg lader hånt om helbred og nattesøvn og drikker en tredje kop kaffe.
Det er sjældent. Og det er altid af sociale årsager i kombination med min evige trang til en kop kaffe. Åltså, hvis jeg bliver budt af nogen jeg syntes om, kan jeg sjældent sige nej.
Der er intet som en god kop kaffe i godt selskab.
Og nu er vi så fremme ved begyndelsen: Én ting jeg hader.
En ting jeg hader er, når jeg kommer på besøg og min vært, eller værtinde for den sags skyld, siger, "kunne du tænke dig en kop kaffe?", jeg svarer ja og så koppen bliver sat på bordet efter alt alt for kort ventetid med ordene: "Ja, jeg har ikke andet end Nescafé, men det gør vel ikke noget?"
...
!!!

Bogstaverne rejser sig

Sig det med stort:
JEG ER STOLT
OG JEG ER SORT!

Historiske nedrivninger

Jeg kom til at tænke på de symbolske nedrivninger jeg lige kunne huske fra historien. Det er ikke mange, indrømmet, men her er de:
Berlin muren. Det var en dejlig og på alle måder glædelig nedrivning. Noget af det fede var, at der virkelig var konsensus omkring nedrivningen. Det lort skulle bare ned, så vi kunne komme i gang med halvfemserne (mit personlige yndlingsårti BTW)
Twin Towers 9/11. Mindst lige så symbolsk som Berlin muren, men selvfølgelig sørgelig og skræmmende. Ekstremistisk terror der mentalt lukkede ned for mit yndlingsårti halvfemserne.
Ungeren, Jagtvej 69. Jeg ved det. Det giver ingen mening at nævne Ungeren i ovenstående selskab. Men på mit mentale landskabskort gør det. Det var det etablerede samfund, der lukkede ned for noget vildt, anarkistisk (og i øvrigt frygteligt selvretfærdigt) der startede i firserne (mit hadeårti på en delt førsteplads med halvfjersserne). Hele afslutningen virkede så anakronistisk og gammeldags. Som et ekko fra firserne.
Life goes on...

Ungeren (Jagtvej 69)

Jeg er simpelthen blevet for gammel... Dels til at gå i ungeren, dels til at sympatisere med folk der tager en hel bydel - eller to - som gidsel. MEN jeg har dog kommet, endog meget, i Ungeren tilbage i firsernes begyndelse og har haft mange fine oplevelser dér (Björk og K.U.K.L., Disneyland After Dark inden de udgav plader og for de mere indviede Imperiet og ikke mindst Before), men på et eller andet dannelsesplan også er en del af min egen historie og uvikling, fordi det var et fristed og et omdrejningspunkt. Flere af mine venner skylder jo Ungdomshuset hele deres erhverskarriere, der er blevet skabt på baggrund af de erfaringer de fik dengang.
Derfor, jeg-ved-det-er-fattigt-men-jeg-kan-ikke-andet-nedslidt-og kuet-som-jeg-er, bringer jeg vedlagte i solidaritet.
Ungeren LEVE!

Én ting er sikkert

Jeg forstår ingenting. Jo ældre jeg bliver, jo mindre fatter jeg.

Dadaistisk hyldest til KorrekturKaj

KORREKTURKAJ jeg hylder dig
Takket være dig
er jeg ikke til grin men sej
Dingbats
dworf
TRACTOR
TRACTOR

Charlize
Alabahma
Jensenius
... Versloggende

Tanz dein (deiner?!) Watusi
Wo ist mein (meiner?!) Watusi
Åh, WATUSI
WATUSI
WATUSI
WATUSI
Jeg danser min Watusi...
Hej Kurt!

Miss Sarajevo

Jeg har altid holdt af nummeret Miss Sarajevo fra U2s Passengers album Original Soundtracks 1. Mest af alt på grund af den smukke operasolo som bliver leveret af Luciano Pavarotti i midten af nummeret. Men hvad synger han egentlig? Spørgsmålet har strejfet mig i de sidste ti års tid, så nu har jeg altså taget mig sammen og har fundet ud af det:

Dici che il fiume
trova la via al mare
E come il fiume
giungerai a me
Oltre i confini
e le terre assetate
Dici che come fiume
come fiume
L'amore giunger
L'amore
E non so pi pregare
E nell'amore non so pi sperare
E quell'amore non so pi aspettare



Du siger at floden
finder vej til havet
Og som floden
vil du komme til mig
Over grænser
og de tørstende agre
Du siger at ligesom floden
Ligesom floden
Kommer kærligheden
Kærligheden
Og jeg kan ikke bede mere
Og i kærlighed håber jeg ikke længere
Og på kærligheden kan jeg ikke længere vente

Du kan læse mere om sangen her
Samt lytte til den her

Jeg er et offer for luftmangel

I disse dage spekulerer jeg på, om det ikke er naturstridigt, at mænd opholder sig så meget hjemme, som jeg gør. Jeg er konstant omgivet af tøser (min kommende kone og vores to piger) og deres krav om opmærksomhed. Desuden er der altid en opvask der skal ordnes, et lille indkøb der skal overstås - for ikke at nævne de mere maskuline hjemmesysler som at gå ned med affaldet samt småreparationer og udskiftning af elektriske pærer.
Jeg er simpelthen ved at miste grebet. Ikke bare om hverdagen men hele min eksistens og dennes eventuelle bestemmelse.
En lille historie: Her forleden var jeg i bad. Snart det eneste refugium hvor jeg kan udføre handlinger rettet mod mit eget velbehag uden at skulle argumentere og diskutere rimeligheden af dem.
Jeg er stærkt nærsynet og udluftningen er decideret dårlig på badeværelset, så mine briller dugger, hvis jeg prøver med dem. Det betyder at mit efterfølgende toilette foregår på rygmarven. Jeg ved hvor tingene skal stå og så famler jeg mig frem til dem. Lige netop denne dag, besluttede jeg mig for at bruge en duft (Paco Rabanne) jeg selv har købt og holder af, modsat den lækre metroseksuelle i den flotte beholder (Aramis) som min kæreste har besluttet for mig. Jeg rækker ud, famler og en helt tredje duft (Dolce&Gabanna, i øvrigt også på kærestens opfordring) glider ned af hylden og rammer et eller andet med et rabalder og splinterne fyger. Min første tanke er "åh nej, alle de glasskår", den anden er "og den dyre parfume". Jeg får med møje og besvær famlet mine let duggede briller på, uden at løfte endsige flytte mine bare fødder og konstatere at parfumeflaconen er intakt. Det der er smadret er derimod toilettet (GUSTAVSBERG).
Dagen efter, da jeg skal i bad, står jeg og filosoferer over gårdsdagens hændelser, skyller ud, lægger mine briller, der glider og rammer, hvad andet end, toilettet. Jeg er, som tidligere nævnt, stærkt nærsynet og jeg måtte meget tæt på kummen, der i øvrigt trænger voldsomt til rens, for at konstatere at brillerne lå og skvulpede på bunden.
Normalt bruger jeg kontaktlinser, men to dage før ovenstående tilfælde mistde jeg den ene: Jeg gik rundt med min yngste på armen, da mine overtrætte, af mangel på søvn udtørrede øjne kløede. Jeg gned mig i det ene øje med det resultat at kontaktlinsen forsvandt. Pist væk var den. I de næste dage føltes det, som om jeg havde et fremmedlegeme på bagsiden af øjenæblet, men nu er det, i det mindste, gået over.
I dag, da jeg havde afleveret den ældste i børnehaven var der en sort kat på vejen. Den gik bare foran mig som en bannerfører for mismod og uheld, uden at krydse vejen. Er jeg købt eller solgt?
Jeg trænger til at komme ud...

Hvornår

Det slår mig lige, hvor meget Bob Dylans Beyond The Horizon (Fra hans Modern Times album) lyder som en pastiche på Når lygterne tændes.
Hvordan FANDEN er jeg blevet sådan et gammelt røvhul!

Op ad bakke

Det er virkelig op ad bakke. Langt sværere end jeg havde tænkt mig. Mon det egentlig nogensinde skal lykkes mig at få skrevet noget? Hver gang lover jeg bod og bedring, men er det ikke det ene så er det det andet der står i vejen. Nu har begge børnene været syge, så var der lidt arbejde og ellers flyver dagene bare afsted med daglige gøremål og bekymringer om dette og hint. Børnenes ve og vel, manglen på penge og prospekter. En sjælden gang imellem flakker tankerne rundt og støder på noget der engang lignede en god ide. Den må jeg huske, tænker jeg.
Så flyder det hele igen.

Fedtet hud

I formiddags kom jeg gående ned ad gaden. Et par kom ud af 7 Eleven. Hun var en ret køn kvinde med brunt hår og flotte træk. Mit første indfald var: "Fedtet hud".
!?

Min mormors begravelse

Første gang jeg var til begravelse, for et menneske der virkeligt stod mig nær, var ved min mormors begravelse. Min morfar var død nogle år forinden. Nogle havde ved den lejlighed besluttet, at jeg ikke var gammel nok til at deltage i begravelsen, selv om jeg var på ferie i byen. Byen var en lille by i Nordjylland syd for Aalborg.
Kirken, hvor jeg i øvrigt er døbt, var fyldt til bristepunktet. Sådan husker jeg det i det mindste. Oppe ved siden af kisten stod der en fanevagt med et rødt flag. Min morfar havde været formand for den lokale SID-afdeling og min mormor havde gjort rent i fagforeningslokalerne i en menneskealder. Jeg husker ikke min mormor som politisk aktiv eller engageret, men det gjorde et stort indtryk på mig og lærte mig et eller andet om mine rødder, at den der mand stod der i kirken med den røde fane for at vise min mormor den sidste ære og respekt.

Jeffrey (2)

Jeffrey oplevede stor succes, allerede som ganske ung. Han blev på meget kort tid en af det forrige århundredes største popstjerner. Først var han en rigtig rå rocker, der udfordrede fædrene, flirtede med pigerne og festede med drengene. Så fik hans manager den kedelige ide, at han skulle melde sig til militærtjeneste for at få fat i de helt brede masser. Jeffrey, der på bunden var et meget sødt og søgende menneske indvilgede og blev sendt til Tyskland. Her kedede han sig godt og grundigt. han var ikke alene kommet i militæret, han var kommet i militæret i et fremmed land og militæret ville ikke risikere at der skete noget med den store stjerne, så de satte ham til at køre lidt rundt i en jeep.
Jeffrey boede privat og havde en del venner omkring sig for ikke at kede sig alt for meget. Han tog på ture rundt omkring, bl.a. til Frankrig og det var her han første gang stiftede bekendtskab med karate...

Bogomtale: Jesper Skibby: Forstå mig ret

Egentlig en glimrende bog trods en del gentagelser. Den handler på mange måder om at blive voksen, om at blive far og påtage sig ansvaret for sit eget liv og velbefindende. Hos undertegnede, der ligeer fyldt fyrre, var der megen genkendelse og forståelse. Bogen, der er fortalt til en journalist, beskriver i jegform Jesper Skibbys opvækst og valg gennem sit liv og karriere. Den dominerende far fører ham fra den ene faderfigur til den anden, som han konstant forsøger at behage og tilfredsstille med sine præstationer. Senere kommer mødet med medicinen først valium, derefter præstationsfremmere. Langsomt lukker han sig inde i en verden af usikkerhed, frygt og bedrag. I medieomtalen er der forkuseret meget på indrømmelsen af dopingbruget, men bogen er mere en det. Den er også et indblik i elitesportens verden og det den gør ved det enkelte menneske. Selv har jeg svært ved at finde fordømmelsen frem. Bevidst bedrag er en ting, selvbedrag noget andet. Og som Skibby slutter bogen med at skrive: Jeg vil gerne undskylde overfor alle dem, jeg har ført bag lyset. "...ja, jeg ved ikke hvem jeg mere skal sige undskyld til. Der er vel ikke så mange flere at undskylde overfor? Det skulle da lige være mig selv."
Thumps up for en ærlig fortælling fra en mand der midt i sit liv har valgt ærlighed og selvrespekt frem for overfladisk anderkendelse og fortielse.

Nyt år, nyt hår, fede lår

Så blev det 2007 og jeg har taget en ordentlig skraber med hensyn til skriveriet. Syge børn, festivitas og økonomiske bekymringer har trukket tænderne ud af mit indre skrivedyr. Men nu skal skeen tages i den anden hånd og alt det der. jeg vil forsøhge at få en mere stabil frekvens i min blog. jeg lover det højt og helligt: minimum to indlæg om ugen. Og så har jeg ikke sagt noget om kvaliteten.
Og titlen? -Der er ikke så meget at sige: Det er bare min stemning lige nu. Ikke noget jeg gider skrive om.
Godt nythår alle sammen!